Der er i dag langt flere medarbejdere med lang livserfaring i hotel- og restaurationsbranchen end tidligere.

Konkret er antallet af beskæftigede over 60 år i hotel- og restaurationsbranchen i løbet af ti år næsten fordoblet fra 4.049 i 2013 til 7.741 i 2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som HORESTA har analyseret.


I de seneste ugers debat om international arbejdskraft har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtalt, at erhvervslivet ikke skal forvente yderligere lempelser til at tiltrække international arbejdskraft, før det er lykkedes at få flere seniorer ud på arbejdsmarkedet.

Flere seniorer i branchen
Men faktum er, at antallet af seniorer i hotel- og restaurationsbranchen er øget.

”Dansk erhvervsliv har ansat flere seniorer de senere år. Men det har ikke dækket branchens efterspørgsel på arbejdskraft. Derfor ærgrer det os, at beskæftigelsesministeren ikke vil imødekomme erhvervslivets efterspørgsel efter mere international arbejdskraft,” siger Pia E. Voss, adm. direktør i HORESTA.

Derfor glæder det HORESTA, at både Venstre og Moderaterne de seneste dage har udtrykt en anden – og mindre kritisk – holdning til international arbejdskraft.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) understregede forleden i et interview med Berlingske, at international arbejdskraft har bidraget til det finanspolitiske råderum, som gør det muligt at investere milliarder i sundhedsvæsenet, grøn omstilling og forsvar. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har tydeligt markeret afstand til beskæftigelsesministers udtalelser. Ifølge ham repræsenterer ministerens holdning om at prioritere danske seniorer over international arbejdskraft ikke regeringens samlede politik.

Branchen står med stort behov
Det glæder HORESTA at se, at flere af partierne står fast på behovet for mere international arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. For branchen står med et markant behov.

"Hotel- og restaurationsbranchen tørster efter flere hænder, og ledigheden i Danmark er historisk lav. Derfor er det afgørende, at vi også er åbne for mere kvalificeret international arbejdskraft. Samtidig skal vi naturligvis også have fokus på at bringe endnu flere seniorer i arbejde,” siger Pia E. Voss, adm. direktør i HORESTA.

HORESTA understreger, at branchen som helhed allerede bidrager aktivt til beskæftigelsen af seniormedarbejdere – det selv på trods af at være en sektor, hvor langt de fleste ansatte er under 35 år.

”Vi er i en virkelighed, hvor mangel på arbejdskraft betyder, at alt for mange virksomheder må sige nej til ordrer. Det betyder, at vi ikke kan indfri det fulde vækstpotentiale, som er med til at sikre vækst og velstand i Danmark,” siger Pia E. Voss.

Hun opfordrer til, at der politisk skabes øget incitament til at flere seniorer fastholdes eller genindtræder på arbejdsmarkedet – f.eks. ved at fjerne modregning i efterlønnen, ligesom man kender fra sundhedsvæsnet.

Log ind