Nattelivet i København får nu opfyldt et stort ønske. Nemlig mulighed for at opsætte midlertidige kø-hegn.

Hegnene skal bidrage til at øge sikkerheden og skabe mere ro i gadebilledet.

”Kø-hegn kan for udenforstående umiddelbart lyde som noget, der hører til i småtingsafdelingen - men det kunne ikke være mere forkert. Hegnene sikrer, at gæsterne står i én lang kø langs virksomhedens facade og ikke samlet i en stor klump, som både breder sig på fortovet og ofte også ud på vejbanen til fare for gæsterne selv, bilister og andre trafikanter”, siger HORESTAs politiske chef, Maria Olafsson.

Hun understreger, at hegnene også mindsker risikoen for ”fest i gaden” og effektivt hjælper dørpersonalet med at holde ro og orden.

Sammen med en lang række nattelivsvirksomheder har HORESTA i lang tid kæmpet for muligheden for opsætning af kø-hegn.

”Derfor er vi også kisteglade for, at et flertal i Teknik- og Miljøudvalget nu har valgt at tillade anvendelsen. Vi håber, at tilladelserne til kø-hegn vil følge de nye procedurer for tilladelser til udeservering, så de gives for 3 år ad gangen. Det vil spare både kommunen og virksomhederne en masse tid og ressourcer”, siger Maria Olafsson.

Log ind