Efter en intens finaledag blev vinderne af Årets Kokkeelev og Årets Tjenerelev 2025 kåret på scenen i Lokomotivværkstedet i København. Bag konkurrencerne står HORESTA og 3F - Privat Service, Hotel og Restauration.

I stærk konkurrence med landets dygtigste elever imponerede feltet, men det var Oliver Løve og Tobias Gorm Rasmussen fra ZBC – Zealand Business College i Slagelse der gik hele vejen i kokkekonkurrencen, mens Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt fra Hansenberg i Kolding sikrede sejren blandt tjenerne i elevkonkurrencen.

De to konkurrencer blev afviklet simultant, og i både kokke- og tjenerdisciplinen deltog finalisterne i hold af to fra samme uddannelsessted. I finalen dystede 12 kokkeelever og 10 tjenerelever i discipliner, der testede deres faglige kunnen, præcision og kreativitet.

Treretters med vegansk forret, fjerkræ og varm dessert
Finalisterne i Årets Kokkeelev 2025 skulle lave en tre-retters menu, som skulle serveres for dommerpanelet og gæsterne i konkurrencerestauranten. Finalisterne skulle først lave en vegansk forret. Til hovedret skulle de tilberede en økologisk kylling med to valgfri garniture. Mens finalisterne længe har kunne forberede sig på forret og hovedret, blev desserten først afsløret for kokkeeleverne dagen før konkurrencen. Her fik de til opgave at lave en varm dessert.

I tjenerelevfinalen blev eleverne testet i klassiske service- og gastronomidiscipliner som borddækning, vinidentifikation, gæstebetjening og præsentation.

Vinderne af kokkeelevkonkurrencen imponerede særligt dommerne på smag, præsentation og håndværk. Tjenerduoen imponerede med deres service, vinvalg og personlige fremtoning.

Branchen hylder vinderne
De nykårede mestre har med sejren demonstreret et højt fagligt niveau og en dedikation til deres håndværk, der lover godt for fremtiden i dansk gastronomi.

”Dagens finalister har vist et imponerende niveau og en passion for faget, der lover godt for branchen i fremtiden. Vi ser frem til at følge deres videre rejse og ønsker eleverne stort tillykke med den fornemme pris,” siger Pia Svane, Chef for uddannelse og konkurrencer hos HORESTA.

Udover den store anerkendelse skriver vinderne sig også ind i en fornem række af tidligere vindere af elevkonkurrencerne – herunder bl.a. Rasmus Munk fra Alchemist som for nylig er blevet kåret til verdens bedste kok, Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel og Sebastian Holberg Svendsgaard, der senest har vundet sølv ved Bocuse d’Or 2025 i Lyon.

Årets Kokkeelev 2025 og Årets Tjenerelev 2025 arrangeres af HORESTA og 3F – Privat Service, Hotel og Restauration og er en del af messen Madværkstedet.

Sebastian Holberg Svendsgaard stod for præmieoverrækkelsen. Da elevkonkurrencen gennemføres i hold lød førstepræmien på 4 x 10.000 kr. til de fire vindere – kokke- og tjenerparret er sponsoreret af jubilæumsfonden.  

Årets Kokkeelev 2025: 

  1. Oliver Løve (Alchemist) & Tobias Gorm Rasmussen (B-spis), ZBC
  2. Anders Nørgaard Karlsen (Frisholt Gæstebolig) & Christoffer Lorentzen Bødker (Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter), College360
  3. Sebastian Thomas Bundgaard Lihn (Restaurant Miro) & Jóannes Thomassen Kugler (Restaurant ET), Aarhus Tech

Årets Tjenerelev 2025:

  1. Denice Gjerdrum (Schackenborg Slotskro) & Amanda Bodholdt (Tyrstrup Kro), Hansenberg
  2. Mathilde Førster (Sandvad Kro) & Marcus Liljequist Weaver (Hotel Vejlefjord), College 360
  3. Nanna Reinhart Knudsen & Julie Nicoline Linhus (begge Hotel Nyborg Strand), Kold College


Kokkeeleverne - vinderholdets 3-retters menu (Oliver Løve og Tobias Gorm Rasmussen):

Forret: Vegansk kartoffel dumpling lavet på vegansk smør og kikærter med løgkompot og svampe ala créme. Sauté med stegt kål, hvide asparges, spæde gulerødder og ristede mandler. En sauce baseret på svampe. Jordskokkechip på toppen.

Hovedret: Kyllingebryst farseret med ramsløg og kyllingelever. Tærte fyldt med kyllingelevermousse, braiseret kyllingelår og ristede svampe. Hvidvinsglaseret glaskål med ristede boghvedekerner og timianskud. Sprød kartoffelkroket med urtemayo og ærteskud. Hvidvinsdampet asparges broccolini. Sauce på braiserlage, monteret med smør og creme fraiche, fyldt med æble, purløg og syltede sennepskorn.

Dessert: Baba au rhum. Toppes med lemoncurd, citron/kefir-is og brændt italiensk marengs. Sauce sabayonne og sprød tuil.

Fra venstre: Tobias Gorm Rasmussen (B-spis), Oliver Løve (Alchemist). Begge elever på ZBC – Zealand Business College i Slagelse.

Fra venstre: Tobias Gorm Rasmussen (B-spis), Oliver Løve (Alchemist). Begge elever på ZBC – Zealand Business College i Slagelse.

Denice Gjerdrum (Schackenborg Slotskro) & Amanda Bodholdt (Tyrstrup Kro) . Begge elever fra Hansenberg i Kolding

Denice Gjerdrum (Schackenborg Slotskro) & Amanda Bodholdt (Tyrstrup Kro) . Begge elever fra Hansenberg i Kolding

Kvinder løb med guldet i Årets Kok og Årets Tjener 2025

For første gang i 14 år var der guld til kvinder i begge konkurrencer, da finalerne i Årets Kok og Årets Tjener blev afviklet i København. Sophia Rosa Antorini fra Restaurant Domæne i Herning blev Årets Kok og Kristine Slott Olsen fra Restaurant Calma i København Årets Tjener

Nyt pakkerejsedirektiv fra EU vil ramme hotelbranchen

EU’s forslag til et nyt pakkerejsedirektiv kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for hoteller og rejsebranchen. Særligt nye regler for forudbetalinger kan skabe likviditetsudfordringer og true investeringer i branchen, advarer HORESTA.

Log ind