Udbuddet af den nye SKI-aftale om hotelophold er nu åbent.
SKI (Staten og Kommunernes Indkøbsservice) har offentliggjort udbudsmaterialet til den kommende aftale "16.06 Hotelophold (2027)".
Dermed kan hoteller nu afgive tilbud om at komme med på den aftale, som staten skal benytte til hotelovernatninger, og som også kan bruges af andre offentlige organisationer.
På den nye aftale er der plads til op til 267 hoteller fordelt på en række distrikter i Danmark samt Grønland og Færøerne.
HORESTA påpeger, at aftalen en vigtig og stor mulighed for relevante hoteller.
"SKI-aftalen er en vigtig adgang til det offentlige marked for hotelovernatninger. Nu er udbuddet kommet, og derfor vil vi klart opfordre interesserede hoteller til at se nærmere på materialet og vurdere, om aftalen er relevant for deres forretning inden fristen 30. september," siger Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i HORESTA.
Bedre og bredere geografisk dækning
Den nye aftale kommer på mange områder til at ligne den nuværende, men SKI har haft fokus på at sikre en bedre og bredere geografisk dækning. Derfor omfatter udbuddet denne gang også Grønland og Færøerne.
Aftalen udbydes desuden denne gang for en periode på seks år. Ifølge SKI skal den længere periode passe bedre til vilkårene i hotelbranchen.
Aftalen bliver en del af Statens Indkøbsprogram og vil derfor være obligatorisk for staten at anvende. Andre offentlige organisationer får mulighed for at benytte aftalen.
"Aftalen giver adgang til offentlige kunder, som løbende har behov for overnatninger, og derfor kan det have væsentlig forretningsmæssig betydning for det enkelte hotel at komme med på så omfattende og værdifuld en aftale," siger Kaare Friis Petersen.
Pris og kvalitet er vigtige parametre
Hotellerne tildeles pladser efter det bedste forhold mellem pris og kvalitet. I vurderingen indgår bl.a. kundeparkering, økologisk forplejning, miljøvenlighed og afstand til offentlig transport.
På aftalen bliver det desuden muligt at købe hotelovernatninger både med og uden morgenmad.
Hoteller, der overvejer at afgive tilbud, kan deltage i SKI's gratis online informationsmøde den 16. september 2026 kl. 13.00 til 14.30. Her gennemgår SKI udbuddet og fortæller, hvordan virksomhederne afgiver tilbud. Det er ikke et krav at deltage i informationsmødet for at kunne byde ind på aftalen.
Tilmeld dig informationsmødet 16. september
Det vil ikke være muligt at stille spørgsmål til informationsmødet. Det gøres i stedet i ETHICS, hvor man som hotel indsender sit tilbud.
Fristen for at afgive tilbud er 30. september 2026 kl. 13.00.
Den nye SKI-aftale forventes at træde i kraft 12. juni 2027.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Dansk ø med restaurantdrift til salg: Se prisen her
04-09-2026
-
HORESTA: Lavere udeserveringsgebyr i København er en vigtig håndsrækning
04-09-2026
-
Copenhagen Marriott runder 25 år med ny direktør
04-09-2026
-
Nyt lejlighedshotel med 110 boliger på vej i København
04-09-2026
-
København sikrer flere millioner til store events
04-09-2026
-
Internationalt: Globale fødevarepriser når højeste niveau siden 2022
04-09-2026