Folketinget har nu endeligt vedtaget en national produktionsrabat til film- og tv-serier optaget i Danmark. Det er en beslutning, der kan få markant betydning for både dansk turisme og for hele vores branche. Ordningen, der fra 2026 afsætter 125 mio. kr. årligt, bliver den største i Skandinavien, og vi forventer, at den vil give et tydeligt løft til synligheden af Danmark som oplevelsesdestination.

HORESTAs politiske chef Maria Olafsson siger:

”Det her er en stor dag for Danmark som oplevelsesland. Film- og tv-serier er nogle af de stærkeste globale drivere for turisme. Med en konkurrencedygtig produktionsrabat får vi helt nye muligheder for at vise Danmark frem for millioner af potentielle gæster.”

Film og tv som turismemotor
Vi ved fra andre lande, at film og serier kan flytte turister i stor stil.
Eksempler som Succession i Norge og Ringenes Herre i New Zealand har skabt markante stigninger i internationale gæster. Og herhjemme har vi set effekten i forbindelse med blandt andet Tour de France-starten.

Allerede i dag er omkring 10 procent af de internationale gæster i Danmark inspireret af film og tv-serier, når de vælger feriedestination. Det tal kan vokse markant, når vi nu får flere optagelser på dansk jord til glæde for både hoteller, restauranter og andre aktører i oplevelsesøkonomien.

Vi har været bagud
Bortset fra Luxembourg er Danmark det sidste EU-land, som  får en produktionsrabat. Tidligere er store danske produktioner delvist flyttet til udlandet alene på grund af økonomi. Det gælder blandt andre Pagten, Erna i Krig og filmen om John Mogensen.

”Når film og serier bliver optaget herhjemme, styrker det hele oplevelseskæden. Fra hoteller og restauranter til lokale leverandører og destinationer. Samtidig øger det Danmarks synlighed internationalt. Vi skal stå klar med kompetencer, kapacitet og et professionelt set-up. Det er sådan, vi tiltrækker produktionerne og omsætter eksponeringen til reel turisme og vækst,” siger Maria Olafsson.

HORESTA bakker op om begrænsning af delecykler: Vi skal passe på København

Når Københavns Borgerrepræsentation torsdag behandler forslag om at begrænse antallet af dele- og udlejningscykler, er der opbakning fra hotel-, restaurant- og turismeerhvervet. HORESTA mener, at cyklerne er blevet en så stor del af bybilledet, at de i stigende grad er til gene for københavnere og byens gæster.

HORESTA: Solrigt vejr sender flere på ferie i Danmark

Vejrudsigten får stadig større betydning for danskernes ferieplaner, og både danske og europæiske gæster bidrager til positive forventninger i turismeerhvervet. HORESTA peger på, at Danmark står stærkt som feriedestination.

Log ind