Det er blevet lidt lettere at rekruttere i hotel- og restaurationsbranchen. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som har offentliggjort deres juni-undersøgelse.
Forgæves rekrutteringer falder – men er stadig tilstede
Hotel- og restaurationsbranchen har i flere år haft den lidt kedelige rekord som en af de brancher med flest forgæves rekrutteringer.
I den seneste opgørelse for juni 2025 er "Hoteller og restauranter" rykket ned på en 9. plads i oversigten over brancher med størst forgæves rekruttering – efter at have ligget øverst på listen i rapporten for et år siden.
Ved en forgæves rekruttering forstås ifølge STAR, at stillingen enten besættes med en anden profil end den ønskede, eller at stillingen slet ikke besættes.
I den nye opgørelse har 20 pct. af stillingsopslagene været forgæves. Ved hvert tiende ledige job har virksomhederne måttet ansætte en anden profil end tiltænkt, og tilsvarende blev ét af ti job efterladt ubesat. Det er et fald fra 2024, hvor 31 pct. af stillingsopslagene var forgæves. I 2023 var tallet 39 pct.
"Denne rapport fra STAR giver en vis grund til optimisme i en branche, der i årevis har haft store udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere. Men udfordringerne er ikke helt væk endnu – i visse regioner har hoteller og restauranter stadig udfordringer med at rekruttere det rette personale,” siger Jeppe Møller-Herskind, konstitueret adm. direktør i HORESTA.
I Region Hovedstaden er andelen af forgæves rekrutteringer blot 7 pct., mens Region Sjælland topper listen med hele 45 pct. I Region Nordjylland ligger tallet på 24 pct., Region Syddanmark på 22 pct. og Region Midtjylland på 15 pct.
Det lave antal forgæves rekrutteringer i Hovedstaden kan bl.a. forklares med den store befolkningstæthed og sammensætningen af arbejdsstyrken i storbyen.
Størst mangel på kokke og køkkenhjælpere
Holdt op mod konkrete stillingsbetegnelser i branchen, viser STAR-undersøgelsen, at kokke har de største udfordringer. Her er forgæves rekrutteringer opgjort til 30 pct. – svarende til ca. 1.360 personer. Herefter følger køkkenmedhjælpere med 16 pct. (1.300 personer) og tjenere med 15 pct. (370 personer).
I undersøgelsen spørger man også danske virksomheder, om de oplever, at rekrutteringsudfordringer begrænser deres produktion. Her er tallet for "Hoteller og restauranter" 45 pct. - relativt uændret ift. 47 pct. i juni-rapporten 2024 og 46 pct. året før.
”Når næsten halvdelen af virksomhederne stadig i et vist omfang må sige nej til ordrer eller lave andre tilpasninger, fordi de mangler folk, er der naturligvis fortsat grund til at holde fokus på rekruttering – både regionalt og nationalt. Vi følger udviklingen tæt og håber på, at de positive takter fortsætter,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Rekrutteringstallene fra STAR er en vigtig nøgleindikator for udviklingen i branchen. Adgangen til god og kvalificeret arbejdskraft er nemlig helt afgørende for branchens vækst og fremtidige succes.
Jeppe Møller-Herskind opfordrer derfor til, at man orienterer sig i to spor. På den korte bane ligger der et vigtigt arbejde i at gøre det lettere at tiltrække mere international arbejdskraft. På den lange bane er løsningen at sikre gode rammer for at få uddannet flere folk gennem landets erhvervsuddannelser.
”Virksomhedernes adgang til arbejdskraft er helt afgørende for både daglig drift og fremtidig udvikling. Mangler man hænder, mærkes det hurtigt på åbningstider, serviceniveau og investeringslyst. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder fokus på rekruttering og adgang til kvalificeret arbejdskraft,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Rekrutteringsrapporten fra STAR kaster lys over erhvervslivets udfordringer med rekrutteringer og udkommer en gang i kvartalet. Tallene i den seneste juni-rapport er indsamlet fra perioden september 2024 til februar 2025.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Protester mod turisme spreder sig i Europa
11-07-2025
-
Wolt udvider trods underskud
11-07-2025
-
Cirkusbygningen satser bredt efter renovering
11-07-2025
-
Københavns Lufthavn i international topplacering
11-07-2025
-
Madklubbens omsætning faldt
11-07-2025
-
Naturhotel i hængekøjer åbner i Nordsjælland
11-07-2025
-
Direktør opsagt efter seks år på fynsk hotel
11-07-2025