Forleden besøgte jeg som gæst i egen by en af Danmarks mest kendte smørrebrødsrestauranter. Jeg har kendt ejerne gennem mange år, og derfor tillod jeg mig at stille et spørgsmål, som har naget mig længe.

Hvordan ser det egentlig ud med hensyn til at skaffe kokke? Ikke bare kokke, men kokke som både vil lave smørrebrød og rent faktisk kan lave smørrebrød?

Svaret overraskede mig umiddelbart. Men efter lidt refleksion indså jeg, at det nok præcis var det svar, jeg havde frygtet.

Vi kan ikke skaffe personale, der både vil og er kompetente til at arbejde med dansk smørrebrød.

Løsningen er derfor blevet, at ejerne selv oplærer medarbejdere fra lande uden for Norden. Der er naturligvis intet problem i medarbejdernes nationalitet. Tværtimod. Udfordringen er, at de ofte starter uden nogen naturlig relation til smørrebrødets historie, traditioner og kulturelle betydning.

Som gæst oplevede jeg ingen problemer. Smørrebrødet var perfekt. Smukt anrettet, velsmagende og udført med stor præcision. Der var ganske enkelt ikke en finger at sætte på kvaliteten.

Men oplevelsen fik mig alligevel til at tænke.

Hvad betyder det for os som danskere? Hvad betyder det for restaurationsbranchen? Og hvad betyder det for et af de stærkeste gastronomiske symboler, vi har?

Dansk smørrebrød er langt mere end rugbrød med pålæg. Det er et håndværk. En kulturarv. En fortælling om råvarer, traditioner, årstider og dansk madidentitet. Det er noget, vi stolt viser frem for turister, erhvervsfolk og gæster fra hele verden.

Hvis de mennesker, der skal føre traditionen videre, i stigende grad ikke kommer med nogen forudgående forståelse for produktets historie, bliver vi så på længere sigt afhængige af enkelte ildsjæle og restauratører, der selv holder flammen tændt?

Det er ikke en kritik af de udenlandske medarbejdere. Tværtimod fortjener de stor anerkendelse for at lære håndværket og være med til at holde kvaliteten i live. Problemet er snarere, at så få unge danske kokke tilsyneladende vælger denne vej.

Hvorfor er interessen faldet? Er smørrebrød blevet mindre attraktivt som faglig disciplin? Prioriterer kokkeskolerne andre gastronomiske retninger? Eller er det simpelthen et generationsspørgsmål, hvor klassiske danske håndværk har sværere ved at konkurrere med moderne gastronomiske trends?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg mener, det er en debat, vi er nødt til at tage alvorligt.

For hvad sker der om fem eller ti år, hvis endnu flere af de restauratører, der i dag bærer traditionen på deres skuldre, vælger at stoppe? Hvem skal så føre håndværket videre? Hvem skal lære den næste generation, hvorfor det gode smørrebrød er blevet en del af vores nationale identitet?

Vi taler ofte om at bevare historiske bygninger, kunst og kulturarv. Men gastronomisk kulturarv fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. Den kan nemlig ikke fredes. Den lever kun, hvis nogen vælger at lære den, udvikle den og føre den videre.

Som stolt ambassadør for Danmark og ikke mindst for dansk smørrebrød gør denne udvikling mig ærligt talt bekymret.

For hvis vi ikke passer på håndværket og sikrer, at kommende generationer ønsker at bære det videre, risikerer vi måske at stå tilbage og opdage, at en af vores største gastronomiske nationalskatte langsomt er forsvundet.

Det er i hvert fald værd at tænke over. Og debattere. Inden det er for sent.