Når Bocuse d’Or Europe 2026 på mandag løber af stablen i den sydfranske havneby Marseille, er Danmark igen blandt nationerne i kampen om et stærkt resultat og en mulig billet videre til VM i Lyon i januar 2027.

Mandag den 16. marts klokken 8.30 træder Christian Wellendorf ind i konkurrencekøkkenet på Parc Chanot i Marseille, hvor den danske kandidat sammen med sit team skal levere to avancerede retter på blot 5 timer og 35 minutter.

Du kan følge Christian Wellendorf og holdet på live stream mandag morgen. 

Se streamen her

Dansk kokkehåb med stærk erfaring
Christian Wellendorf er til daglig køkkenchef og partner på Restaurant Babette i København og har gennem flere år markeret sig som en stærk konkurrencekok. Han har tidligere været en del af Bocuse d’Or som commis for Kenneth Toft-Hansen i 2019, hvor Danmark vandt guld og hvor Christian Wellendorf selv blev kåret som Bedste Commis. Og nu vender han så altså tilbage til konkurrencen som Danmarks kandidat.

Ved sin side har han commis Gustav Spurré, mens Kenneth Toft-Hansen fungerer som holdcoach.

En stor dag for gastronomien
Hos HORESTA ser man frem til konkurrencen mandag.

“Bocuse d’Or er noget af det ypperste inden for gastronomien. Det er en konkurrence, hvor teknik, råvareforståelse og kreativitet bliver testet på absolut højeste niveau, og så er et godt resultat en vigtig billet videre til den store VM-finale om knapt et år i Lyon. Christian Wellendorf er utrolig talentfuld og dedikeret, og han har et stærkt hold omkring sig. Derfor ser vi også gode muligheder for et stærkt resultat,” siger Tine Skriver, fødevarechef i HORESTA.

Hun fremhæver samtidig den betydning konkurrencen har for dansk gastronomi.

“Danmark har i mange år markeret sig helt i toppen ved Bocuse d’Or og har tidligere år både hentet podieplaceringer og hentet guldet hjem til Danmark. Det er med til at styrke vores internationale gastronomiske position og inspirere både kokkeelever og etablerede køkkener i hele branchen. Vi glæder os til at følge Christian Wellendorf og holdet på mandag," siger hun. 

Opgaven ved Bocuse d'Or Europe 2026
Opgaven ved Bocuse d’Or Europe stiller i år store krav til deltagerne.

Den ene ret vil tage udgangspunkt i fisken rød knurhane, som skal serveres helstegt og fyldt med tilbehør baseret blandt andet på kikærter og violet artiskok samt en obligatorisk sauce med søpindsvin.

Den anden opgave kombinerer blæksprutte og Camargue-oksefilet i en surf-and-turf-komposition med en emulsion inspireret af provencalsk aioli. Her skal holdene samtidig tilføje en ingrediens, der repræsenterer deres hjemland.

Retterne bedømmes af et internationalt dommerpanel ud fra blandt andet smag, teknik, råvareforståelse, køkkenrutiner og begrænsning af madspild.

Bocuse d'Or, der også er kendt som verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence, blev grundlagt i 1987 af den franske stjernekok Paul Bocuse og afholdes i dag med europæiske kvalifikationer og en verdensfinale i Lyon. 

Ved den seneste verdensfinale i 2025 sikrede Sebastian Holberg Svendsgaard en flot sølvmedalje til Danmark, mens Frankrig tog sejren. På mandag udfolder der sig endnu et kapitel Bocuse-historie.

Bliv klogere på Bocuse d'Or her

Log ind