Turisme- og oplevelseserhvervet er en af Danmarks store vækstmotorer. En branche i massiv fremgang, båret af stærke og dygtige virksomheder over hele landet, som blandt andet har været medlem af HORESTA eller Dansk Erhverv. Nu samles organisationerne under samme tag.

Det står klart, efter at HORESTAs repræsentantskab onsdag har godkendt, at HORESTA kan integreres i Dansk Erhverv. Dermed bliver en række virksomheder inden for hoteller, restauranter og gastronomi til attraktioner, kultur, events, transport, feriehusudlejning og rejser samlet ét sted.

Den samlede styrke vil betyde større politisk gennemslagskraft, bedre rammevilkår og nye vækstmuligheder for virksomhederne. Ved at forene HORESTAs specialiserede branchekendskab og tætte medlemsrelationer med Dansk Erhvervs brede kompetencer og politiske slagkraft får et af landets vigtigste væksterhverv fremover et endnu stærkere fundament for fremtiden.

Mads Friis, bestyrelsesformand i HORESTA og CEO i McDonald’s Danmark, kalder det en god dag for HORESTAs medlemmer.

“Nu går vi sammen, og det vil være af stor værdi for vores medlemmer. For nu bliver det bedste fra begge verdener kombineret. Medlemmerne vil fortsat kunne få branchespecialiseret rådgivning, ligesom de får adgang til Dansk Erhvervs brede kompetencer, ressourcer og politiske gennemslagskraft. På den måde kan vi skabe bedre vilkår for vores erhverv og varige aftryk på fremtidens erhvervspolitik,” siger Mads Friis

Også Jens Mathiesen, formand for Dansk Erhverv og CEO i Scandic Hotels, glæder sig over resultatet af afstemningen.

“Det er en stor dag i dag. Vi glæder os meget til at byde HORESTA og deres medlemmer velkommen i Dansk Erhverv. Sammen kommer vi til at repræsentere en række virksomheder på tværs af hele turisme- og oplevelseserhvervet. Det er to organisationer i deres bedste form nogensinde, der nu går sammen, og jeg er sikker på, at vi får en stor synergieffekt at se til gavn for begge organisationers medlemmer. Nu får vi et stærkt fælles udgangspunkt i forhold til at sikre branchen endnu større politisk indflydelse og bedre rammevilkår. Det har branchen og virksomhederne fortjent,” siger Jens Mathiesen.

Medlemmerne får flere muligheder
Beslutningen om integration i Dansk Erhverv kommer på et tidspunkt, hvor HORESTA står historisk stærkt med det højeste antal medlemmer nogensinde, stor politisk gennemslagskraft, synlighed og medlemstilfredshed.

“Vi har haft det bedste udgangspunkt for forhandlingerne, og det er endt med et resultat, som begge parter kan være godt tilfredse med og kan se sig selv i. For det giver rigtig god mening at gå sammen, og det har været vigtigt for os, at vi kunne sikre vores medlemmer den bedst mulige aftale, der blandt andet indeholder en medlemsnær service og en branchespecifik rådgivning. Det og meget mere har vi fået med denne aftale til gavn for medlemmerne, branchen og i sidste ende faktisk også for Danmark, hvis jeg nu skal lidt op på den helt høje klinge”, siger Mads Friis.

Billedet (f.v.): Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Mathiesen, formand for Dansk Erhverv, Mads Friis, formand for HORESTA og Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA. Foto: Dansk Erhverv

HORESTA: Nye momsregler kan ramme små virksomheder hårdt

Regeringen foreslår i finanslovsforslaget for 2027 at fremrykke momsbetalingen for landets mindre virksomheder. HORESTA advarer om alvorlige konsekvenser for virksomhedernes likviditet og opfordrer derfor regeringen til at bevare de nuværende frister.

Scandic øger omsætning og resultat i tredje kvartal

Scandic Hotels Group har øget både omsætning og resultat i tredje kvartal 2026. Hotelkoncernen oplever fremgang i Danmark, mens højere belægning og omsætning pr. værelse bidrager til væksten på koncernniveau.

Log ind