Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Ledende aktører fra Europas hotel- og restaurantbranche er netop nu samlet i Pafos på Cypern til HOTRECs 91. generalforsamling, som afholdes i samarbejde med den cypriotiske hotelorganisation.

Mødet finder sted i en tid, hvor branchen kæmper med mangel på arbejdskraft, stigende omkostninger og usikkerhed som følge af geopolitik og ændrede rejsemønstre.

Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, understregede, at landets kommende EU-formandskab i 2026 bliver en oplagt mulighed for at styrke turismeagendaen. Her skal en ny europæisk turismestrategi udformes og omsættes til konkret handling.

HOTRECs præsident, Alexandros Vassilikos, betonede behovet for fælles europæiske løsninger, herunder fair digitale spilleregler og bedre finansieringsvilkår.

Ifølge Marie Audren, generaldirektør i HOTREC, er der særligt brug for løsninger, der giver virksomhederne luft i en tid præget af regulering, høje energipriser og rekrutteringsudfordringer. Næste generalforsamling finder sted i Cork, Irland i april 2026.

Læs mere hos HOTREC

HORESTA Play: Ung hoteldirektør i spidsen for Hotel Sanders

Som 31-årig blev Karolina Lasinska hoteldirektør for Hotel Sanders i København. I dette HORESTA Play-indslag fortæller hun om at lede et eksklusivt boutique-hotel og om styrken ved hendes unge alder i mødet med fremtidens teknologier.

Hotel Søfryd genåbner efter konkurser

Det over 100 år gamle badehotel i Jyllinge er genåbnet efter to konkurser og en omfattende renovering. Nye ejere og ny ledelse skal nu sikre en stabil opstart.

Strandhotel Klinten indtræder i Stays

Hotelkæden Stays udvider i Sydøstsjælland med optagelsen af Strandhotel Klinten som nyt Signature Stays-hotel. Samarbejdet skal styrke synlighed, fællesskab og international rækkevidde.

Log ind