HORESTA glæder sig over regeringens forslag om at afsætte 125 millioner kroner fra 2026 til en produktionsrabat, der skal tiltrække flere film- og serieproduktioner til Danmark. Denne investering kan styrke dansk turisme ved at fremme filmturisme, hvor besøgende søger oplevelser på locations fra deres yndlingsfilm og -serier.

"Den internationale konkurrence om at tiltrække filmproduktioner er intensiveret, fordi effekten på turismen har vist sig at være betydelig. Flere internationale film- og serieproduktioner på dansk jord vil gøre Danmark attraktiv for turister, som rejser for at besøge locations," siger viceadministrerende direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, der tilføjer, at området rummer et meget stort indtjeningspotentiale.

I Storbritannien bidrager de kreative erhverv, herunder filmindustrien, med over 100 milliarder pund årligt til økonomien.

I New Zealand har turismeerhvervet oplevet en stigning i besøgende efter "Ringenes Herre"-trilogien, hvor fans ønsker at opleve filmens ikoniske landskaber, og i Danmark har vi i forvejen set positive effekter af filmturisme. Internationale serier som "Borgen" og "Broen" har trukket udenlandske turister til København.

"Regeringens initiativ er et vigtigt skridt mod at positionere Danmark som en attraktiv destination for internationale filmproduktioner. Dette vil ikke kun styrke vores kreative industrier, men også skabe nye muligheder for turisme og lokal økonomisk vækst," udtaler Jeppe Møller-Herskind.

HORESTA ser frem til at samarbejde med relevante aktører for at maksimere de turismemæssige fordele ved denne investering og sikre, at Danmark udnytter det fulde potentiale af filmturisme.

Log ind