En gæst kommer med sin egen termokop og bestiller kaffe. En anden vil have sin takeaway i en medbragt madboks. Det skal virksomheder med takeaway give mulighed for fra 12. februar 2027.

Men hvornår må medarbejderen afvise en beholder? Hvordan undgår man, at den kommer i kontakt med udstyr og forurener produktionen? Hvem har ansvaret, hvis beholderen ikke er egnet til fødevarer?

Det er nogle af de spørgsmål, som branchen fortsat mangler klare svar på, da ”Bring Your Own” vil blive underlagt regler for både emballage og fødevarer. 

”Virksomhederne bliver bedt om at gøre sig klar til et krav, uden at de ved, hvordan de skal håndtere en række helt almindelige situationer. Vi frygter, at svarene først kommer så sent, at branchen ikke får en reel mulighed for at forberede sig,” siger Marius Rønne Christensen, miljøkonsulent i HORESTA.

Spørgsmålene står i kø

Udfordringerne handler også om bestillinger, hvor gæsten ikke står ved disken, når maden bliver tilberedt og udleveret.

Hvordan skal restauranten håndtere gæstens egen madboks, hvis maden allerede er pakket, når gæsten ankommer? Hvordan skal kravet fungere ved drive-through, click-and-collect og bestillinger gennem leveringsplatforme?

Svarene har betydning for, hvordan virksomhederne skal indrette deres arbejdsgange, oplære medarbejderne og informere gæsterne. Kravet kan også få konsekvenser for økonomi, indretning og bemanding.

”Det er medarbejderen ved disken, der skal forklare gæsten, hvad der kan lade sig gøre. Derfor har vi brug for en vejledning, der giver konkrete svar. Hvornår kan en beholder afvises, hvordan håndteres den forsvarligt, og hvem har ansvaret, hvis noget går galt?” siger Marius Rønne Christensen.

HORESTA efterlyser klare rammer før kravet træder i kraft

HORESTA støtter målet om mindre engangsemballage. Men virksomhederne skal kende myndighedernes forventninger og have tid til at omsætte dem til praksis.

Derfor opfordrer HORESTA regeringen til at arbejde for at udskyde reglerne, indtil der foreligger en klar og praktisk anvendelig national vejledning, udarbejdet sammen med branchen og Fødevarestyrelsen.

”Vi vil gerne bidrage til at reducere brugen af engangsemballage. Men gode intentioner løser ikke de praktiske og fødevarer sikkerhedsmæssige problemer. Virksomhederne har brug for klare rammer og rimelig tid til at indrette sig, så både medarbejdere og gæster ved, hvad der gælder,” siger Marius Rønne Christensen.

Hvis en udskydelse ikke kan gennemføres nationalt, mener HORESTA, at Danmark bør arbejde for en løsning, der sikrer en rimelig overgang med fokus på vejledning.

Marius (1)
Miljøkonsulent
Marius Rønne Christensen

Pincho Nation tiltrækker flere typer gæster

Kvinder er fortsat den primære målgruppe i Pincho Nations markedsføring, men restaurantkæden tiltrækker også familier, par og større selskaber. Samtidig spiller kædens app en central rolle i gæsternes restaurantbesøg.

HORESTA efterlyser klare regler for kunders egne kopper

Fra februar 2027 skal restauranter og caféer acceptere kundernes egne beholdere til takeaway. HORESTA advarer om manglende vejledning om hygiejne og fødevaresikkerhed, mens virksomhederne forbereder sig på kravene.

KFC skifter Pepsi ud med Coca-Cola i USA

Fastfoodkæden KFC skifter sodavandsleverandør på det amerikanske marked for første gang i årtier. Aftalen med Coca-Cola skal understøtte kædens arbejde med at tiltrække kunder fra konkurrenterne.

Log ind