Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Oktober 2025 blev den travleste oktober måned i Københavns Lufthavns historie med 3,06 mio. rejsende – en stigning på 11 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

Ifølge Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i lufthavnen, er det femte måned i træk med over tre mio. passagerer.

Spanien topper listen over populære destinationer, mens en markant vækst i turismen fra især Sydeuropa og USA giver flere overnatninger i hovedstadsområdet. Den øgede aktivitet kan også mærkes i hotel- og restaurantbranchen.

Samtidig er vintertrafikprogrammet det største til dato med 234 ruter – herunder nye forbindelser til blandt andet Mumbai, Seoul og Ho Chi Minh City. Ifølge Københavns Lufthavn bidrager det stærke rutenetværk til vækst i både turisme og erhvervsliv i hele landet.

Turistskat splitter politiske partier

En mulig turistskat på 20 kr. pr. overnatning i Aarhus og København skaber uenighed på tværs af flere partier. Københavns overborgmester Sisse Marie Welling bakker op om en turistskat, mens andre politikere fra blandt andet SF og De Konservative tidligere har afvist forslaget.

HORESTA advarer mod turistskat i København og Aarhus

Regeringen overvejer ifølge forlydender en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus samt en afgift på krydstogtskibe. HORESTA advarer om, at en ny afgift vil gøre Danmark mindre attraktivt for både internationale og danske gæster.

Log ind